Begrebet MIAF-urolithiasis anvendes gennemgående og er en forkortelse for:

M: Definitiv Metabolisk prsag til stendannelse
I: Infektiøs årsag til stendannelse
A: Anatomisk årsag til stendannelse
F: Funktionel årsag til stendannnelse

Formålet med udredning er:

at finde de stenpatienter, hvor effektiv behandling/profylakse er mulig og påkrævet for at undgå recidiverende stendannelse og/eller nyrefunktionsbeskadigelse og/eller beskadigelse af andre organsystemer. Disse stenpatienter har én af følgende to kategorier af stensygdomme:

• MIAF-urolithiasis, som udgør ca. 10-15 % af den totale stenpopulation.
• Kompliceret idiopatisk calcium nephrolithiasis, som udgør 25 - 45 % af den totale population med sten i øvre urinveje.

Udrednings- og behandlingsrekommendationerne er designet efter følgende principper:

1. Udvidet udredning dvs. udredning udover diagnose/udelukkelse af MIAF-urolithiasis er kun indiceret, hvor både patient og læge er villige til at acceptere konsekvenserne af de mulige fund ved udredningen. Hvis patienten ikke er motiveret for de potentielle behandlingstilbud, er udredning meningsløs. Udvidet udredning bør derfor rettes mod patienter med kompliceret stensygdom (dvs. tilfælde hvor stensygdommen i væsentlig grad påvirker patientens liv).
2. De risikofaktorer, der udredes for,, skal være dokumenteret i patofysiologiske undersøgelser, og være relevante for den aktuelle patientpopulation (dvs. "den nordiske stenpatient").
3. Det kan kun retfærdiggøres at undersøge for risikofaktorer, som kan behandles effektivt. Dette er risikofaktorer, hvor korrektion medfører signifikant lavere stenrecidivfrekvens dokumenteret i kliniske kontrollerede undersøgelser.

Palle Jörn Osther